Caroline Wozniacki er videre til anden runde ved årets Wimbledon trods en skidt fra start mod kineseren Saisai Zheng i første kamp. Det lykkedes Zheng, der er nummer 66 i verden, at komme foran med 4-1 i første sæt.
Alligevel fik Wozniacki spillet sig varm på det legendariske græstæppe på Centre Court. Den danske nummer fem på verdensranglisten endte overraskende med at nappe første sæt 7-5 efter at have hentet fire partier i træk.
Og herfra styrede den danske tennisstjerne kampen.
I andet sæt fejede Caroline Wozniacki sin kinesiske modstander fuldstændig af banen og uddelte æg. Sættet var undervejs afbrudt af, at Saisai Zheng måtte modtage behandling af sit håndled.
Caroline Wozniacki møder i anden runde tjekkiske Denisa Allertova, der rangerer som nummer 83 i verden.