Den tidligere danske Wimbledonmester Frederik Løchte får nu igen chancen for at hæve trofæet på det engelske græs.
Han og makkeren Jonathan Marray, som han vandt Wimbledon med i 2012, har fået et wildcard til turneringen, og det glæder naturligvis den danske doublespiller.
– Det glæder jeg mig sindssygt meget til. Wimbledon sidste år, var den seneste Grand Slam jeg spillede, fordi jeg ikke har haft rangeringen til at spille de andre, så det kom lidt ud af det blå, at vi fik mulighed for at søge om et wildcard, og at vi fik det. At spille den her slags turneringer er en af grundene til, at jeg overhovedet spiller tennis. Og at få en chance til – og så med Jonny (Jonathan Marray), som jeg har en god historik med og som er en god ven, gør det bare endnu federe, siger han ifølge dr.dk.
Sidste år var han også med i doubleturneringen i den traditionsrige turnering, men tabte allerede i anden runde med makkeren Johann Brunström.
Han har siden Wimbledon-triumfen satset mere og mere på single, hvor han ligger nummer 268 på ATP-ranglisten.
Finalen i 2012 var en yderst spændende affære, som Løchte/Marray vandt 4–6, 6–4, 7–6, 6–7, 6–3 over Robert Lindstedt/Horia Tecau.