Roger Federer og Novak Djokovic mødes i deres fyrretyvende opgør, når de søndag træder ind på Centre Court for at spille årets Wimbledon-finale. En gentagelse af finalen fra sidste år, hvor Djokovic vandt kampen i fem sæt.
Den 28-årige serber er klar til finalen efter en sejr mod herresingle-turneringens store overraskelse Richard Gasquet. Således er verdensetteren klar til karrierens fjerde Wimbledon-finale.
Roger Federer slog den tredjeseedede publikumsfavorit, Andy Murray, i en medrivende semifinale for at bane vejen for sin 10. finaleoptræden på det prestigefyldte All England Club-græs.
Den stærke serber har vundet de sidste to indbyrdes opgør mod Federer, men den schweiziske tennisstjerne har vist formidabel form ved dette års Wimbledon, hvor han har givet smagsprøver på fordums styrke.
Førsteseedede Novak Djokovic skal forsøge at forsvare sin titel fra sidste år, mens andenseedede Roger Federer kæmper for at hente karrierens ottende Wimbledon-titel.