Caroline Wozniacki brager videre i US Open!

I overbevisende stil spillede Danmarks bedste tennisspiller Caroline Wozniacki sig i nat videre til semifinalen i US Open. Det tog hende blot en time og fire minutter at besejre Anastasija Sevastova, Letland med 6-0, 6-2.

Selvom letten havde skadesproblemer allerede tidligt i første sæt, spillede Wozniacki noget af det bedste tennis, vi har set fra hendes side i meget lang tid.

Store smerter

Efter at have presset Wozniacki ud i en deuce i første parti, vred Sevastova om på sin ankel i det efterfølgende. På trods af en tidlig skadesbehandling var der dog ingen vej tilbage, og hun kunne reelt ikke skabe nogen form for spænding i kampen.

Pausen efter første sæt så ud til at hjælpe en smule, men der var ingen tvivl om, hvem der ville vinde kampen.

Befinder sig godt på underlaget i New York

Wozniacki, der endnu ikke har vundet en Grand Slam, har tidligere vist flot spil på det hårde underlag i US Open. Hun var i finalen i 2009 og 2014, men måtte se sig besejret af hhv. Kim Clijsters og Serena Williams.

Den tidligere verdensetter har kun smidt et enkelt sæt i dette års turnering. Det gjorde hun i første runde imod amerikanske Taylor Townsend, men siden da har hun ikke kigget sig tilbage.

Med sin placering som nummer 74 på verdensranglisten har danskeren hårdt brug for point, hvis hun skal op i den sjove ende, hvor hun hører til.

Bekendt tysk modstand i semifinalen

Natten til lørdag dansk tid møder hun den 28-årige tysker Angelique Kerber, som hun kender særdeles godt. De to har således mødt hinanden 12 gange, hvilket har kastet fem danske sejre af sig.

Dermed går Wozniacki ind til kampen som underdog, men som hun har spillet i årets turnering, kan det snildt blive spændende.

Kerber vandt i sin kvartfinale 7-5, 6-0 over italienske Roberta Vinci. Tyskeren ligger i øjeblikket nummer to på verdensranglisten kun overgået af Serena Williams.

Stor respekt for modstanderen

Wozniacki, der har haft nogle turbulente år med skadesproblemer, er ydmyg overfor opgaven.

Jeg har set hendes resultater, og hun har gjort det flot. Jeg er glad på hendes vegne. Hun er meget hårdtarbejdende.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så jeg ikke kampene, da jeg var skadet. Jeg er nødt til at se noget video på hende. Jeg har haft hårde kampe imod hende tidligere, og hun ser skarp ud, så det bliver en hård en, siger Wozzy til wtatennis.com.