Den femdobbelte Wimbledon-mester Serena Williams indledte dette års Wimbledon-turnering særdeles usikkert.
Verdensetteren kom i problemer i første sæt, hvor det lykkedes russiske Margarita Gasparyan at bryde amerikanerens serv i første parti. Williams kom bagud både 0-2 og 1-3, inden hun fik styr på kampen.
I andet sæt havde Serena Williams rystet startvanskelighederne af sig og kom hurtigt foran 3-0. Det hele endte med en sejr til verdensranglistens nummer et med cifrene 6-4 og 6-1.
Serena Williams har allerede sat to grand slam-titler på kontoen i år efter sejre i både Australian Open og French Open.