England har været ilde stedt i de sidste par uger.
Først stemte man landet ud af EU med Brexit, og siden blev man banket ud af EM af lilleputnationen Island i ottendedelsfinalen.
Nu kan Andy Murray dog give briterne lidt opmuntring, hvis han vinder Wimbledon på hjemmebane i kampen mod canadiske Milos Raonic.
Det var ellers ventet, at det var legenden Roger Federer, der skulle stå i finalen for 11. gang. Men han kiksede i semifinalen mod Raonic efter at have været oppe med 2-1 i sæt.
Men en skade drillede schweizeren, som ville have været en gevaldig modstander for Murray i slutkampen.
Briten havde til gengæld et nemt indtog i finalen, da han slog den tjekkiske veteran Tomas Berdych i tre lette sæt.
Skørt Wimbledon
Wimbledon har i år været lidt let til salg, da Rafael Nadal trak sig inden med en skade, og Novak Djokovic som forsvarende mester højst overraskende måtte se sig slået af amerikanske Sam Querrey.
Det skal dog ikke tage noget af æren fra Murray, som er i sin tredje Wimbledonfinale.
I 2012 tabte han til Federer i fire sæt, mens han slog Djokovic i tre sæt året efter.
Mangler lidt flere Slams
Han har generelt ikke været så heldig med sine Grand Slamfinaler, som han kun har vundet to af ud af 10.
Udover Wimbledon 2013 har han vundet US Open 2012, mens det er blevet til nederlag i fem Australian Open finaler, en French Open finale, en US Open finale og altså en Wimbledon finale.
Til gengæld har han vundet både en olympisk guld- og sølvmedalje ved OL i London i 2012.
Williams igen på toppen
Hos kvinderne vandt Serena Williams lørdag sin 22. Grand Slam titel og når dermed op på siden af Steffi Graf i antallet af Slams.
I finalen besejrende hun tyske Angelique Kerber i to sæt. Tyskeren havde ellers slået amerikaneren i Australian Open finalen, men her fik Williams altså sin hævn.